Spring til indhold
Pressemeddelelse 19-10-2016

Kvartalsregnskab Q3 2016: Atea går frem igen

Atea Danmark kan præsentere endnu et kvartal med vækst på både top- og bundlinje og en fremgang på alle forretningsområder, som overstiger væksten i markedet. Resultaterne er udtryk for et målrettet fokus på at være den mest attraktive partner for både små og store kunder.

Ballerup, den 19. oktober 2016 – En omsætning på DKK 1.376,2 millioner i tredje kvartal 2016 udgør en stigning på 9,4 procent for Atea i Danmark sammenlignet med DKK 1.258 millioner i samme kvartal sidste år. Driftsresultatet (EBITDA) er steget med 3,1 procent til DKK 62,1 millioner. EBITDA-margin ender på 4,5 procent sammenlignet med 4,8 procent i tredje kvartal 2015.

Den solide fremgang sker på tværs af alle Ateas forretningsområder: Hardware, software og services. Services-området stiger fortsat og udgør nu 25 procent af den samlede omsætning, mens hardware er højdespringer med 11 procents vækst i et presset marked. Software-forretningen går frem kvartal over kvartal for sjette gang i træk.

”Vores ambition om at vokse inden for alle tre forretningsområder er indfriet i en grad, som overstiger vores forventninger. Resultatet er særligt tilfredsstillende, fordi vi overgår markedet på alle områder, og det tager vi som et udtryk for, at Atea bliver opfattet som en attraktiv leverandør og samarbejdspartner, og at der er stor tillid til vores ekspertise inden for alle kerneområder,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark.

Samler hele it-Danmark

Atea inviterer hvert år til Danmarks største it-konference, Atea IT EXPO. Konferencen er netop afholdt for 10. år i træk og samlede mere end 2.500 it-professionelle fra offentlige og private virksomheder hos Atea i Ballerup og Aarhus.

”Atea IT EXPO er blevet en institution, hvor branchen mødes for at finde inspiration i de nyeste teknologier og blive klædt på til at gøre Danmark til en digital verdensmester, vi kan være stolte af. Vi arbejder hvert år ud fra målet om at gøre konferencen så værdifuld som muligt for kunderne og er meget tilfredse med den opbakning, vi møder i form af fulde huse,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark.

Atea-koncernen i solid vækst

Den samlede Atea-koncern er Nordens største og Europas næststørste leverandør af it-infrastruktur og beskæftiger 6.800 medarbejdere i 89 byer i Norden og Baltikum. Koncernen kan præsentere en omsætning på NOK 6,403 millioner i tredje kvartal, en stigning på 7,5 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Driftsresultatet (EBITDA) er steget med 14,5 procent til NOK 244 millioner og EBITDA-margin vokser fra 3,6 til 3,8 procent. Væksten er, ligesom i Atea Danmark, et udtryk for fremgang på alle tre forretningsområder.

  • Kvartalsrapporten og en præsentation af resultaterne kan findes på www.atea.com/reports
  • Pressekonferencen kan findes via webcast på www.atea.com/webcast
  • Børsmeddelelsen kan findes på www.atea.com/ose


Yderligere oplysninger

Administrerende direktør Morten Felding, Atea A/S

30 78 01 00

morten.felding@atea.dk