Spring til indhold
Pressemeddelelse 25-04-2024

Trods udfordret hardware marked i første kvartal ser Atea positivt på året

Resultaterne for første kvartal af 2024 i Atea Danmark er som ventet præget af udfordringer på hardwaremarkedet og en forsinket SKI-aftale. Vækst i consulting og tildeling af SKI 50.40-aftalen får dog administrerende direktør Kathrine Forsberg til at se optimistisk på fremtiden.

Ballerup den 25. april 2024 – Atea Danmark har i dag fremlagt regnskab for første kvartal 2024. Det totale salg for første kvartal er 1,5 milliarder kroner, hvilket er 548 millioner kroner mindre i forhold til samme kvartal sidste år. Det samlede resultat før skat (EBIT) ender på -7,1 millioner kroner mod 9,7 millioner kroner i første kvartal 2023*. 

Kvartalets resultat er påvirket af fortsatte udfordringer på hardware-området, og af forsinkelse på den store SKI-aftale 50.03 Servere og Storage, som Atea blev leverandør på i februar.

Administrerende direktør i Atea Danmark Kathrine Forsberg understreger at kvartalets resultater ikke er tilfredsstillende, men ser flere positive takter i fremtidige kvartaler:

“Det er klart, at resultatet ikke er tilfredsstillende for Atea. Det betyder, at vi må se indad og øge vores fokus på, hvordan vi sikrer profitabiliteten og reducerer vores omkostninger. Men når det er sagt, forventer jeg, at vi vil se en mere positiv udvikling i andet halvår af 2024. Blandt andet fordi vi er leverandør på to store SKI-aftaler, som for nylig er trådt i kraft”, siger Kathrine Forsberg.

I februar blev Atea en af leverandørerne på SKI 50.03 Servere og Storage, og i marts blev Atea eneleverandør på SKI 50.40 Computere og it-tilbehør (delaftale 1) til en værdi af op mod 4,3 milliarder kroner.

“Atea vandt udbuddene, fordi vi står stærkt i markedet og kan levere på mange parametre som blandt andet logistik, bæredygtighed og services. Og det er bare én af grundende til, at jeg er fortrøstningsfuld for fremtiden”, siger Kathrine Forsberg.

 

Fremgang i service og consulting

Selvom det overordnede resultat ikke er tilfredsstillende, mener Kathrine Forsberg alligevel, at der er gode nyheder at finde i Q1-regnskabet. Atea oplever nemlig en stabil vækst på managed services og consulting-områderne.

“Især vores managed services-forretning har over de sidste par år vækstet flot. Det glæder mig at se, fordi det understreger, at bredden i vores ydelser er vores styrke”, siger Kathrine Forsberg.

Kathrine Forsberg understreger at fremgangen på de pågældende områder er et udtryk for, at kunderne efterspørger mere end blot hardware:

“De positive tal afspejler kundernes tillid til, at Atea har den ekspertise, der skal til for at sikre den mest optimale it-infrastruktur".

Atea-koncernen leverer rekord højt plus på bundlinjen

Den samlede Atea-koncern afslutter første kvartal med en nettoomsætning på NOK 7,6 milliarder samt en bundlinje på NOK 256 millioner (EBIT). Læs mere om resultaterne for Atea-koncernen, Nordens største leverandør af it-infrastruktur med mere end 8.000 medarbejdere i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Litauen, Letland og Estland her.

 

*Skildringen mellem “salg” og “omsætning” refererer til en ændring i IFRS regnskabspraksis fra 2022. Særligt er en række software produkter fra 2022 klassificeret som ‘agent’, og indregnes således ikke i IFRS omsætningstallene. Nettoomsætningen i Q1 2024 var 1,1 milliarder kroner hvilket er 509 millioner kroner lavere end Q1 2023. Der henvises til årsrapporten for Atea ASA 2022 for yderligere oplysninger. 

 

For yderligere information
Nanna Benting Pelch, PR & Communications Manager, Atea
E-mail: nabe@atea.dk
Telefon: +45 3078 0353