Optimisme præger det næste halve år i Atea Danmark
Ballerup, d. 12. juli 2024 – Atea Danmark har i dag fremlagt regnskab for andet kvartal 2024. Det totale salg* for andet kvartal er 2,37 milliarder kroner hvilket er 76 millioner kroner mere end samme kvartal sidste år. Det samlede resultat før skat (EBIT) ender på 9 millioner kroner mod 17 millioner sidste år.
Det er et resultat, Atea Danmark godt kan være tilfredse med, mener CFO i Atea Danmark Henrik Aamann:
”Vi ser positive takter og fremgang på flere forretningsområder. Vi er ikke i mål endnu, og vi skal blandt andet se på, hvordan vi kan øge profitabiliteten, men overordnet set går det i den rigtige retning”.
Fremgang i tre ud af fire forretningsområder
I andet kvartal af 2024 viser Atea en fremgang i tre ud af fire forretningsområder, hvilket får Henrik Aamann til at se optimistisk på det næste halvår:
”Der er fortsat udfordringer på hardware markedet, men vi kigger alligevel ind i nogle fornuftige vækstscenarier, hvor vi oplever fremgang i vores Consulting, Managed Services og Software forretning, og samtidig begynder vi også så småt at se effekten af flere af de SKI-aftaler, vi blev tildelt i sidste kvartal”.
I februar blev Atea leverandør på den store 50.03 Server og Storage, og i marts blev virksomheden eneleverandør på SKI 50.40 Computere og it-tilbehør (delaftale 1):
”Foruden SKI-aftalerne, er det private hardware marked også begyndt at rykke lidt på sig igen, og blandt andet derfor er mine forventninger til de kommende kvartaler positive ”, afslutter Henrik Aamann.
Gode forudsætninger for resten af 2024
Administrerende direktør Kathrine Forsberg ser også gode forudsætninger for et optimistisk næste halvår i Atea:
”Bredden i Ateas ydelser er en ubetinget styrke for os, og det afspejler resultatet i dette kvartal. Særligt vores konsulentforretning vækster fornuftigt. Så forudsætningerne for resten af året er gode for os. Der er rigtig mange, der skal overgå til Windows 11 lige nu, og det mærker vi også hos os, hvor vi supporterer mange kunder på overgangen til det nye styresystem. Det kan være en stor mundfuld at komme i gang med, og vi står klar til at hjælpe både offentlige og private kunder”.
Support til Windows 10 udløber til oktober næste år, og derfor er der mange der har travlt med at overgå til Windows 11. Det er ifølge Kathrine Forsberg en ideel mulighed for virksomheder til at få kunstig intelligens integreret i deres hverdag:
”Når tidernes mest populære styresystem Windows 10 skal erstattes af Windows 11, ligger det lige for at gøre brug af de mange AI muligheder der følger med det nye styresystem. I det næste halve år kommer vi til at hjælpe rigtig mange med at komme godt i gang med det, og det bliver utrolig spændende. Jeg tror det næste halve år bliver skelsættende for mange. Man skal gå all in lige nu, hvis man ikke vil hægtes af AI-bølgen og miste konkurrencefordele”.
Stabil salgsudvikling i Atea-koncernen
Den samlede Atea-koncern, Nordens største leverandør af it-infrastruktur med mere end 8.000 medarbejdere i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Litauen, Letland og Estland, afslutter andet kvartal 2024 med en fortsættelse af den stabile salgsudvikling med et totalsalg på NOK 14,7 milliarder hvilket er lidt højere sammenlignet med andet kvartal 2023. Koncernen leverer en nettoomsætning på NOK 8,4 milliarder samt en bundlinje på NOK 243 millioner (EBIT). Dermed fastholder koncernen niveauet i det totale salg, men ligger lidt under sidste år på revenue og EBIT. Læs mere om resultaterne for både Danmark og Atea-koncernen her.
*Skildringen mellem “salg” og “omsætning” refererer til en ændring i IFRS regnskabspraksis fra 2022. Særligt er en række software produkter fra 2022 klassificeret som ‘agent’, og indregnes således ikke i IFRS omsætningstallene. Nettoomsætningen for andet kvartal 2024 er 1,21 milliarder kroner mod 1,23 milliarder kroner i samme kvartal sidste år. Der henvises til årsrapporten for Atea ASA 2022 for yderligere oplysninger.