Spring til indhold
Pressemeddelelse 19-10-2023

Ateas bredde sikrer et lønsomt tredje kvartal

Atea Danmark præsenterer regnskab for tredje kvartal og har i løbet af 2023 øget sin markedsandel i et udfordret hardware marked

Ballerup, den 19. oktober 2023 – Atea Danmark fremlægger i dag sit regnskab for tredje kvartal 2023. Regnskabet viser en bruttoomsætning på 1,47 mia. kr., hvilket er et fald på 9,3% ift. samme kvartal sidste år, og en nettoomsætning på 1,08 mia. kr., hvilket udgør et fald på 16,4% sammenlignet med tredje kvartal 2022. Det samlede resultat før skat (EBIT) ender på 13,2 mio. kr. mod 18,4 mio. kr. i tredje kvartal 2022*.

Det første halve år af 2023 har Atea kunnet modstå den generelle tendens til tilbageholdenhed på indkøb af hardware, men markedssituationen påvirker nu dette kvartals resultat. Ateas bredde sikrer dog en robust forretning, siger administrerende direktør Kathrine Forsberg:

“Selvom vi oplever en tilbagegang ift. tredje kvartal sidste år, så sikrer vi profitabilitet andre steder i Atea. Hardware markedet er generelt set udfordret, og det påvirker selvsagt også os. Det har vi vidst længe, og derfor har vi også rustet Atea på mange andre fronter, så vi samlet set står rigtig godt under omstændighederne. Bredden i Ateas forretning er vores styrke, og det viser vi nu”.

IDC har forudsagt et fald i hardware markedet på mellem 10 og 20% i 2023, og markedsforholdene påvirker Atea, siger Kathrine Forsberg:

“Overordnet set er kunderne tilbageholdende med nye hardware investeringer, og de forhold har vi tilpasset os. Selvom vi oplever en tilbagegang på salg af hardware, så øger vi vores markedsandele med ca. 2 %-point i 2023 ifølge DMRs markedstal. Det er jeg rigtig godt tilfreds med”.  

Fremgang på salg af services og software
Atea har i endnu et kvartal haft en flot fremgang i sin managed services- og software forretning, noterer Kathrine Forsberg:

”Vi har flere forretningsben at stå på, og lige nu er det Ateas managed services og konsulentydelser, hvor vi oplever en stabil fremgang. Ligeledes går salget af software rigtig fornuftigt. Vi oplever desuden, at cyber security til stadighed fylder en del hos vores kunder, og det medfører en stigende efterspørgsel på vores backup-løsninger og øvrige sikkerhedsservices”.

Energioptimering og elektrificering af Danmark
I tredje kvartal 2023 har Atea også oplevet en øget efterspørgsel på service- og installationsydelser. Det gælder bl.a. el- og energioptimering, fiberinfrastruktur og kabling. Det glæder Kathrine Forsberg, da det understreger Ateas overordnede virksomhedsmission:
 
“I Atea er vores mission ‘at bygge Danmark med it’. At vi oplever en øget efterspørgsel på netop de ydelser, er med til at understrege, at vi udfører vores mission i praksis. Det viser også, at vi er en førende aktør på markedet, når det gælder digitaliseringen af Danmark. Samtidig er det løsninger, som aktivt bidrager til en mere bæredygtig infrastruktur, hvilket er et væsentligt fokuspunkt for Atea”. 

Atea-koncernen leverer rekordhøjt plus 
Den samlede Atea-koncern, Nordens største leverandør af it-infrastruktur med mere end 8.500 medarbejdere i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Litauen, Letland og Estland, afslutter tredje kvartal med en nettoomsætning på NOK 7.7 milliarder samt en bundlinje på NOK 298 millioner (EBIT). Læs mere om resultaterne for både Danmark og Atea-koncernen her

*Skildringen mellem “salg” og “omsætning” refererer til en ændring i IFRS regnskabspraksis fra 2022. Særligt er en række software produkter fra 2022 klassificeret som ‘agent’, og indregnes således ikke i IFRS omsætningstallene. Der henvises til årsrapporten for Atea ASA 2022 for yderligere oplysninger.

For yderligere information
Nicolai P. Elken, Communications & Marketing Director, Atea
E-mail: nicolai.p.elken@atea.dk 
Telefon: +45 3078 1291