Spring til indhold
Pressemeddelelse 19-01-2022

Atea kåret som verdens mest bæredygtige IT-servicevirksomhed

Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder har rangeret it-leverandøren Atea som verdens mest bæredygtige virksomhed inden for IT-servicebranchen og som nummer 51 på den samlede rangliste. Det er første gang, at Atea figurerer på listen.

”Vi er kommet langt, men det er ingen hemmelighed, at it-branchen stadig har sine udfordringer. Derfor arbejder vi fortsat hårdt på at imødegå den negative påvirkning fra industrien i samarbejde med vores leverandører, kunder og partnere.”

— Andreas Schjølin, Sustainability Manager i Atea Danmark

Fem danske virksomheder har længe været en del af den anerkendte Global-100-liste over verdens mest bæredygtige virksomheder. De får nu selskab af it-leverandøren Atea, som igennem flere år har arbejdet målrettet på at reducere virksomhedens CO2-emissioner, samt sikre en bæredygtig udvikling hos leverandører og kunder.

"Vi er ekstremt stolte over nu at blive anerkendt som den mest bæredygtige it-servicevirksomhed i verden og at være blandt de 100 mest bæredygtige virksomheder. Det er en kæmpe anerkendelse af vores arbejde, som vi er meget taknemmelige for," siger Kathrine Forsberg, administrerende direktør i Atea Danmark.

Ranglisten er baseret på en vurdering af 6.914 virksomheder med mere end en milliard dollars i omsætning. Normalt annonceres indekset ved en begivenhed sideløbende med World Economic Forum i Davos, men i år lanceres Global 100-listen ved et virtuelt event den 19. januar klokken 16:00 dansk tid.

På vej mod en cirkulær forretningsmodel

Atea har gennem de seneste år taget flere skridt henimod en mere cirkulær forretningsmodel, og indsatsen har modtaget stor international anerkendelse fra blandt andet vurderingsbureauet EcoVadis, som sidste år tildelte Atea den højeste vurdering (Platinum) for deres bæredygtighedsindsats.

”Vi er kommet langt, men det er ingen hemmelighed, at it-branchen stadig har sine udfordringer. Derfor arbejder vi fortsat hårdt på at imødegå den negative påvirkning fra industrien i samarbejde med vores leverandører, kunder og partnere,” siger Andreas Schjølin, Sustainability Manager i Atea Danmark.

Det er blandt andet Atea, der står bag Europas største reuse-and-recycle programmer, hvor udtjent it-udstyr bliver indsamlet, genbrugt og til sidst skilt ad og genanvendt på en miljøvenlig måde.

"Ateas genanvendelsesprogram er hjørnestenen i vores tilgang til cirkularitet og et vigtigt led i opfyldelsen af vores 2030-mål om at opnå et en-til-en-forhold mellem solgte it-enheder og antal enheder, som genbruges. I 2020 genbrugte eller genanvendte vi 453.210 enheder, og Ateas program er nu det største genbrugs- og-genanvendelsesprogram i Nordeuropa,” siger Andreas Schjølin.

Om Global 100-indekset

 

  • Global 100-indekset er en rangering af verdens mest bæredygtige virksomheder.
  • For at være kvalificeret til at komme på Global 100-ranglisten skal en virksomhed have en samlet bruttoomsætning på minimum 1 milliard USD samt være børsnoteret.
  • Hvert år analyserer Corporate Knights offentligt tilgængelige data om finansielle og bæredygtighedsrelaterede forhold for i omegnen af 7.000 virksomheder.

 

 

Om Corporate Knights

 

Corporate Knights Inc. er en Toronto-baseret forlags- og researchvirksomhed, der omfatter et kvartalsvist udgivet bæredygtigt forretningsmagasin samt en forskningsafdeling, der producerer rangeringer og finansielle produktvurderinger baseret på virksomheders bæredygtighedspræstationer.

 

For mere information og interviewforespørgsler

Maja Nordal Brenøe, Director, PR & Communication. Tlf.:  +45 42 14 02 46. E-mail: mnbr@atea.dk

Om Atea

Atea er markedsførende inden for it-infrastruktur til virksomheder og offentlige organisationer i Europas nordiske og baltiske regioner. Atea har mere end 7.000 medarbejdere fordelt på 84 kontorer i syv lande - Norge, Sverige, Danmark, Finland, Litauen, Letland og Estland. Virksomheden tilbyder et komplet udvalg af hardware og software fra verdens førende teknologivirksomheder.

 

Sådan arbejder Atea med bæredygtighed