Unge kvinder: It-branchen er attraktiv
Ballerup den 8. marts 2021 – It-branchen er attraktiv – også for kvinder. Men der er fortsat en del barrierer, som er medvirkende til, at mange vælger andre karriereveje. Det viser en helt ny undersøgelse blandt 1.004 kvinder, som Voxmeter har lavet for Atea i forbindelsen med kvindernes internationale kampdag den 8. marts.
Adspurgt, om de finder et job i it-branchen attraktivt i forhold til andre brancher, svarer 45,2 procent af de 18-34-årige kvinder, at de er meget enige eller enige, mens 38 procent hverken er enige eller uenige. Kun 8,1 procent er uenige eller meget uenige i, at it-branchen er attraktiv i forhold til andre brancher. Samtidig er der meget bred erkendelse af, at it- og teknologi har en afgørende betydning for os alle. 95,3 % af de adspurgte yngre kvinder er således enige eller meget enige i, at it og teknologi er vigtigt for det danske samfund.
I det hele taget ser de yngre kvinder mere positivt på et job i it-branchen end kvinderne mellem 35-49 år og 50-65 år, og den tendens glæder Annette Otto, der er HR-direktør i Atea.
”For det første er det positivt, at 95% mener, it og teknologi er vigtigt for vores samfund. Vi ved, at det at have et meningsfuldt arbejde er vigtigt og attraktivt for både mænd og kvinder. Det er desuden positivt, at mange kvinder og særligt de yngre finder vores branche attraktiv. Det viser mig, at vi er i gang med at rykke ved fordommene, hvilket er afgørende for at skabe en positiv udvikling. Vi har dog fortsat en stor og vedvarende opgave i at tiltrække og fastholde kvinder som et vigtigt element i at sikre en sund og nødvendig diversitet i branchen,” siger Annette Otto fra Atea.
”Vi har et fælles ansvar for at gøre branchen attraktiv for en bred målgruppe. I forhold til kvinder så er et at værktøjerne at udvikle og promovere kvindelige rollemodeller, der kan bane vejen for andre kvinder, og at fokusere på rekrutteringsprocessen, så den i højere grad også er målrettet kvinder. Vi kommer også til i Atea at gøre mere for at aktivere vores kvindelige medarbejdere”
Hvad lokker kvinderne til – og afholder dem
Spørger man kvinderne til, hvad de ser som attraktivt ved it-branchen, fremhæver kvinder mellem 18-34 år lønnen (58,3 %), udviklingsmulighederne (54 %), its vigtighed for samfundet (53,2 %) og teknologiudviklingen (50,6 %) som de primære parametre.
Kigger man til gengæld på, hvad de yngre kvinder ser som uattraktivt ved en karriere i it-branchen udtrykker de adspurgte stillesiddende arbejde (58,8 %), at arbejdet er svært/teknisk (28,2 %), og at der er få kvinder (27,6 %).
Diversiteten i køn lader dermed ikke til at være den primære grund til, at kvinder vælger andre karriereveje. Men at mere end hver fjerde kvinde fremhæver kønsbalancen som noget, der medvirker til at gøre branchen mindre attraktiv, understreger, at der fortsat er en reel udfordring, som kræver et betydeligt fokus, mener Annette Otto.
”Vi har et fælles ansvar for at gøre branchen attraktiv for en bred målgruppe. I forhold til kvinder så er et at værktøjerne at udvikle og promovere kvindelige rollemodeller, der kan bane vejen for andre kvinder, og at fokusere på rekrutteringsprocessen, så den i højere grad også er målrettet kvinder. Vi kommer også til i Atea at gøre mere for at aktivere vores kvindelige medarbejdere,” siger Ateas HR-direktør Annette Otto.
I Atea markerer man kvindernes internationale kampdag med et virtuelt morgenmøde for de godt 330 kvindelige ansatte, der med oplæg og diskussion sætter fokus på branchens diversitetsudfordringer, på kvinder og deres karriere og på, hvordan Atea kan gøre endnu mere for at tiltrække kvinder.
Atea har allerede et betydeligt fokus på diversitet. Blandt andet understøtter it-leverandøren projekterne Girls’ Day in Science og Coding Class, et politisk fokus via bestyrelsesarbejde og udvalgsarbejde i IT-Branchen, man har et internt netværk for kvindelige ledere og et generelt fokus på at appellere til kvinder i rekrutteringen af nye medarbejdere og på at synliggøre dygtige kvindelige medarbejdere internt og eksternt.
Info om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter i perioden 15-28. februar 2021, og der er indsamlet data fra 1.004 kvinder i alderen 18-65 år.
For yderligere information
Maja Nordal Brenøe, Director, PR & Communication, Atea
E-mail: Maja.Nordal.Brenoe@atea.dk
Telefon: +45 4214 0246
Om Atea – Vi bygger Danmark med it
Sammen med vores kunder og samarbejdspartnere bygger vi et digitalt Danmark, vi kan være stolte af. Vi leverer skræddersyede it-løsninger, der fremtidssikrer og skaber værdi for vores kunders forretning. Vi gør det, fordi vi tror på, at it er og bliver den væsentligste drivkraft bag Danmarks succes. Med vores mere end 1.400 medarbejdere har vi en stærk lokal tilstedeværelse med afdelinger fordelt over hele Danmark. Atea Danmark har den højeste internationale antibestikkelsescertificering; ISO 37001. Atea-koncernen er repræsenteret i hele Norden og Baltikum og noteret på Oslo Børs.