Spring til indhold
Pressemeddelelse 28-06-2021

Køge Kommune lægger it-driften hos Atea

Drift af Køge Kommunes it-miljø bestående af en samlet server-, storage- og backup-løsning bliver fremover varetaget af it-leverandøren Atea. Med Ateas viden inden for it kan kommunen i højere grad fokusere på borgerne og imødekomme den stigende efterspørgsel på digitale løsninger.

Ballerup, den 28. juni 2021 – Den nye driftsaftale mellem Køge Kommune og Atea omfatter outsourcing af kommunens eksisterende it-driftsmiljø i form af en private cloud-baseret løsning. Det betyder, at Atea for fremtiden står for support, drift og vedligeholdelse af kommunens it- og digitaliseringsafdeling.

”Som mange andre kommuner mærker vi en markant stigning i brugen af digitale løsninger. Derfor har vi fokus på at udnytte de muligheder, som den teknologiske udvikling fører med sig, særligt inden for cloud-baserede løsninger, for at kunne tilbyde et effektivt og dynamisk it-miljø. Vi har i forvejen et godt samarbejde med Atea og stor tiltro til, at de er de rette til at løfte opgaven,” siger Ivan Harreskov, it-chef i Køge Kommune.

Atea overtager driften af kommunens it efter at have vundet et udbud i konkurrence med flere andre leverandører.

”Vi ser frem til at udvikle vores i forvejen gode samarbejde med Køge Kommune, og vi sætter stor pris på, at de viser os den tillid, det kræver at outsource it-driften,” siger Ole Bugge Mikkelsen, Vice President for stat, regioner og kommuner i Atea.

Frigivelse af ressourcer til kerneforretningen

Køge Kommune huser over 60.000 indbyggere og er en stærk erhvervskommune i udvikling. Der er blandt andet planlagt et nyt hovedsygehus, en jernbane og et stadion samt udvikling af flere byområder, og de mange tiltag kræver ressourcer og teknologisk understøttelse.

”Ved at lægge driftsansvaret hos Atea er det vores forventning, at vi opnår et højt niveau af driftsstabilitet, sikkerhed, fleksibilitet og skalerbarhed samt et øget fokus på kvalitet i leverancerne. Aftalen betyder, at vi kan frigive vores egne it-ressourcer til at fokusere på vores kerneopgave med at servicere vores slutbrugere i langt højere grad,” siger Ivan Harreskov, It-chef i Køge Kommune.

Overtagelsen af Køge Kommunes it-drift er med til at understøtte Ateas overordnede strategi om at udbygge serviceforretningen særligt inden for de såkaldte managed services.

”Hos Atea har vi fokus på at udvide vores serviceforretning, så vi i højere grad bliver i stand til at varetage og supportere hele it-driften for kunderne, når det giver mening. Vi ser en tendens, hvor særligt kommuner outsourcer dele af deres it-miljø, fordi der er behov for at frigive egne ressourcer fra driften til i stedet at fokusere på forretningen og borgerne,” siger Ole Bugge Mikkelsen, Vice President for stat, regioner og kommuner i Atea.

Aftalen løber i tre år med mulighed for forlængelse herefter med to gange et år. Transition og driftsovertagelsen sker i løbet af 2021 med forventet fuld overtagelse i januar 2022.

 

For yderligere information

Maja Nordal Brenøe, Director, PR & Communication, Atea
E-mail: maja.nordal.brenoe@atea.dk

Telefon: +45 4214 0246

Om Atea – Vi bygger Danmark med it

Sammen med vores kunder og samarbejdspartnere bygger vi et digitalt Danmark, vi kan være stolte af. Vi leverer skræddersyede it-løsninger, der fremtidssikrer og skaber værdi for vores kunders forretning. Vi gør det, fordi vi tror på, at it er og bliver den væsentligste drivkraft bag Danmarks succes. Med vores mere end 1.400 medarbejdere har vi en stærk lokal tilstedeværelse med afdelinger fordelt over hele Danmark. Atea Danmark har den højeste internationale antibestikkelsescertificering; ISO 37001. Atea-koncernen er repræsenteret i hele Norden og Baltikum og noteret på Oslo Børs.

www.atea.dk