Spring til indhold
Nyhed12-07-2019

Atea på vej i den rigtige retning

Atea Danmark skaber en omsætning på 1.798 mio. kr. i 2. kvartal 2019. Omsætningen ligger dermed på niveau med samme kvartal i fjor, og virksomhedens omkostninger er reduceret markant.
Atea Facade 2018

Ballerup, den 12. juli 2019 – Atea Danmark præsenterer i dag regnskab for 2. kvartal 2019. Flere elementer af kvartalsregnskabet peger på, at Atea er på vej i den rigtige retning. Samlet set er omsætningen på niveau med samme kvartal sidste år, og samtidig er Atea lykkedes med at nedbringe omkostningerne med 9,1 procent sammenlignet med 2. kvartal 2018.

 

Omsætningen til de private kunder er steget med 7,6 procent i forhold til samme kvartal sidste år, mens omsætningen i det offentlige segment har vist en tilbagegang på 4,2 procent.

 

På bundlinjen udgør resultatet et minus på 30,4 mio. kr. (EBIT), og selvom det er på niveau med samme kvartal sidste år, er det ikke tilfredsstillende.

 

”Det seneste år har vores fokus været på at styrke fundamentet for vores kundevendte organisation ved blandt andet at vinde ny forretning og samtidig nedbringe omkostningerne. Jeg er tilfreds med, at vi er lykkedes med begge dele, og særligt det første har som følge af flere store offentlige udbudsbesvarelser krævet mange interne ressourcer. Det er selvsagt langt fra tilfredsstillende for os at afslutte andet halvår af 2019 med en negativ bundlinje, men vi står nu på et stærkt fundament og er klar til at sælge ind på de mange vundne aftaler i 2. halvår,” siger Morten Felding, administrerende direktør i Atea Danmark.

 

Alene i 2. kvartal har Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) valgt Atea som leverandør på fire rammeaftaler til det offentlige, og Atea er nu leverandør på samtlige for virksomheden relevante offentlige rammeaftaler bortset fra to.

 

”De mange kontrakter, vi har vundet, skal nu vendes til et øget salg. Det kræver fortsat hårdt arbejde og en meget proaktiv indsats, og jeg er stadig overbevist om, at vi i 2019 kan vende det negative resultat. Sidste år implementerede vi en større organisationsændring med det mål at blive en mere kundevendt organisation, hvor vi arbejder tæt sammen med kunderne om deres digitale strategi. Tilbagemeldinger fra vores kunder og partnere fortæller os, at det er den helt rigtige strategi,” siger Morten Felding.

Fremgang for Atea-koncernen

Den samlede Atea-koncern, Nordens største leverandør af it-infrastruktur med 7.400 medarbejdere i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Litauen, Letland og Estland, afslutter første halvår af 2019 med en omsætning i Q2 på NOK 9,5 milliarder og et resultat på NOK 145 millioner (EBIT).

 

Læs mere om resultaterne for både Danmark og Atea-koncernen her.