Orientering om fagligt arrangement på Mallorca
Ballerup, den 13. juni 2015
Atea gennemfører fra torsdag den 11. juni til søndag 14. juni et fagligt kundearrangement på Mallorca. Der er i 29 deltagere, som består af kunder fra den private sektor, en enkelt person fra en offentlig virksomhed, som selv har bedt om lov til at deltage på turen, teknologipartnere, der holder faglige indlæg, og tre medarbejdere fra Atea.
Kunderne er fra den private sektor. Den ene deltager fra det offentlige er ikke med på direkte invitation fra Atea, men har selv udtrykkeligt bedt om at få lov til at komme med på turen. Vedkommende har tidligere været ansat i en privat virksomhed og har derfor i mange år deltaget i Ateas CIO-netværksgruppe. Han er med på turen med accept egen ledelse i den offentlige organisation.
Alle deltagerne har selv betalt for deltagelsen i dette faglige arrangement. Atea dækker nogle omkostninger, det samme gør vores partnere, der også betaler for deres egen deltagelse.
Formålet med turen er at dele viden med vores kunder og partnere. Alle dage er der faglige indlæg, både fra Atea, fra vores teknologipartnere og udefrakommende oplægsholdere. Der er også faglige indlæg sent lørdag, inden hjemrejsen søndag morgen. Vores teknologipartnere fortæller om deres nyeste teknologier, og i plenum har vi faglige diskussioner om it-tendenser og udviklingen.
Der er tale om et fagligt arrangement, kombineret med indlagte cykelture. Alle deltagere flyver på lowfare-billetter med Norwegian. At arrangementet holdes på Mallorca skyldes, at det er et normalt sted at tage til for at cykeltræne. Der afholdes en daglig cykeltur, fordi cykelsport altid har været en del af Ateas DNA, både for kunder og medarbejdere.
Der er to udefrakommende foredragsholdere. Det er Eskild Ebbesen, vinder af 5 OL-medaljer og guld ved 6 verdensmesterskaber samt cand.scient.. Eskild skal tale om motivation af medarbejdere gennem sundhedsfremmende projekter på arbejdspladsen. Jesper ’Kasi’ Nielsen skal tale om hvordan man opbygger virksomheder og vokser dem globalt. Det er relevant for alle Ateas kunder.
Der afholdes i alt 7 faglige indlæg under opholdet. Det er værd at bemærke, at deltagerne investerer halvanden dag af egen fritid i dette arrangement, som varer fra torsdag til lørdag, med hjemrejse søndag. De faglige indlæg udgør tilsammen to arbejdsdage.
Arrangementer som dette er udbredt praksis i dansk erhvervsliv. At mødes på tværs af industrier og fag er udviklende, og den aktuelle politisag skal ikke få os til at droppe helt legitime arrangementer med vores kunder.
Med venlig hilsen
Morten Felding
Administrerende direktør
Atea Danmark