Spring til indhold
Nyhed09-01-2023

”Det jeg laver, skal give mening, ellers er det lige meget”

Unge med autisme kan få succesoplevelser både fagligt og socialt på arbejdspladsen, hvis de får den rette hjælp. Martin Hvidsteen er en af dem. Han er 25 år gammel, og er efter et 8 måneders praktikforløb nu fastansat i en flexjob ordning hos Modern Workplace-teamet i Atea Consulting. Martin gør ikke gerne noget, som ikke giver mening – der skal ske noget, og der skal være fremdrift.

I marts 2022 startede Martin i praktik i Atea i Atea Consulting, hvor han primært har haft fokus på Microsoft Security løsninger. Brian Nøhr er manager i teamet, og Martins mentor i praktikforløbet.

Martin er uddannet fra AspIT, en it-specialskole for unge med særlige behov, som typisk har masser af talent, men har brug for at undervisningen foregår på en lidt anden måde, end på normale undervisningsinstitutioner. Det kan fx være personer med autisme eller ADHD, og i Martins tilfælde er diagnosen autisme. Uddannelsen varer tre år, og inkluderer et længere praktikophold i en relevant virksomhed.

Lige i starten var fx støjniveau i kantinen en udfordring for Martin, men det gik heldigvis hurtigt over, og allerede efter en måneds praktik i Atea, var Martin på talerstolen sammen med en kollega i forbindelse med en kunde workshop. Martin kom også hurtigt i gang med at ”levere”, fx udrulning af Windows og sikkerhedssoftware til kunder.

”Martin er en kæmpe gevinst for teamet”, fortæller Brian Nøhr – ”han har allerede en masse certificeringer indenfor netværk og sikkerhed og er meget kompetent. Han er nysgerrig og glad for ny viden – men som han siger:

”Jeg gider faktisk ikke selve læringsfasen, men det er nødvendigt for at få den viden, jeg har brug for”. Og Martin er heldigvis meget lærenem, fortæller Brian; ”fx læste han selv op på MFA (Multi-Factor Authentication), for at kunne deltage i et projekt med at undersøge og beskrive de forskellige settings.

Det skal give mening


For Martin er det allervigtigste, at det han laver, giver mening, og derfor accepterer han selvfølgelig også, at der er en læringsfase før en udførende fase. Men der må gerne ske noget, og oplevelsen af fremdrift er vigtig. Martin var først i praktik i en anden it-virksomhed, hvor han dagen lang kiggede sikkerhedslogs igennem, det var meget monotont, og passede slet ikke til Martin. Det gør opgaverne i Atea.

Martin bruger meget af sin fritid på rollespil, og er meget aktiv i både planlægning og udarbejdelse af manuskripter. Og nå ja, så er han da også i gang med at skrive en fantasyroman. Og det giver god mening for Martin, når der kommer et output i den anden ende.

”Martin har fået teamet med på rollespilsbølgen, og vi har nu ca. en eftermiddag om måneden, hvor vi slutter arbejdsdagen af med rollespil (brætspil, red.), som Martin naturligvis faciliterer” fortæller Brian.

Om at være i praktik i Atea siger Martin; ”Opgaverne er spændende, kollegerne er rare, der er masser at tage sig til, og så er der højt til loftet”. Alt sammen noget, Martin sætter stor pris på, og han glæder sig over at hans praktikophold nu er mundet ud i en fast flexjob ordning som konsulent i Modern Workplace teamet.

​​​​​​​”Det kan uden tvivl godt betale sig at tage disse begavede unge mennesker i praktik og efterfølgende flexjob. Selv om de typisk ikke arbejder 37 timer om ugen, giver det, de laver når de er her, høj værdi, både for dem selv og for Atea” slutter Brian Nøhr. 

Tina Hyllested Börgesen Senior Communications Specialist