Spring til indhold
Nyhed06-10-2021

Atea inviterer piger indenfor til Girls’ Day in Science

I anledning af den landsdækkende kampagnedag Girls’ Day in Science har 80 piger fra 8. og 9. klasse lagt vejen forbi Ateas hovedkontor i Ballerup.

Formålet med dagen er at vise pigerne den spændende verden af naturvidenskab, it og teknologi, der venter dem i danske virksomheder og organisationer og på den måde i en tidlig alder vække en interesse for it. Det er et vigtigt fokusområde for Atea at øge antallet af kvindelige medarbejdere og tiltrække flere kvinder til it-branchen generelt, og her er deltagelse i kampagnedagen en del af indsatsen.

”Vi ved, at det især for piger er vigtigt at møde nogen, de kan spejle sig i, når de skal træffe valg om uddannelse. Derfor er mødet med de kvindelige rollemodeller hos arrangørerne et bærende element i Girls Day in Science,”

— Maiken Lykke Lolck, Direktør , Naturvidenskabernes Hus

girls day in science

 

”En af måderne at få flere kvinder til at uddanne sig inden for it eller til at vælge en karriere i it-branchen på er at gøde frøene tidligt. Ved at invitere piger fra landets grundskoler indenfor og lade vores egne kvindelige rollemodeller fortælle om deres karrierevej i it får vi givet pigerne en mere nuanceret og grundig viden om it og teknologi, som forhåbentlig er det indblik, de har brug for, for at it og teknologi er i deres bevidsthed, når de senere skal vælge deres uddannelsesvej,” siger Annette Otto, HR-direktør i Atea og fortsætter: ”Det har været en virkelig god dag, og pigerne har vist stor interesse for Atea og stillet en masse spørgsmål. Det har været meget positivt at opleve. Vi har brug for flere kvinder i it, og vi står som samfund og branche i en svær situation, hvis vi ikke lykkes med at uddanne langt flere inden for STEM-fagene. Som it-virksomhed har vi et ansvar for at arbejde for en større kønsdiversitet i branchen, og vi skal som virksomhed og samfund sikre, at vi ikke afskærer piger fra de mange spændende karriere- og jobmuligheder, vi har inden for it og teknologi.”

 

girls day in science

 

Pigerne går til daglig på Grønnevang Skolen i Hillerød, Baltorpskolen og Skovlunde Skole i Ballerup, men har i dag ladet skolebøgerne ligge i taskerne til fordel for en lang dag hos Atea, som blandt andet har budt på rundvisning, møder med Ateas kvindelige medarbejdere, bæredygtighedsworkshop og quiz om genbrug af it-udstyr.

Det er Naturvidenskabernes Hus, der står bag Girls’ Day in Science. Her fortæller direktør og ekspert i piger og STEM, Maiken Lykke Lolck, at mødet med de kvindelige rollemodeller betyder meget for pigerne:  

“Vi ved, at det især for piger er vigtigt at møde nogen, de kan spejle sig i, når de skal træffe valg om uddannelse. Derfor er mødet med de kvindelige rollemodeller hos arrangørerne et bærende element i Girls Day in Science,” fortæller hun og fortsætter:  “Det plejer at være en rigtig god dag for pigerne. Det er ude i virkeligheden, at de for alvor kan se og opleve, at man kan gøre en kæmpe forskel med naturvidenskabelige kompetencer."

Se Ateas program for pigerne her

Læs mere om Ateas fokus på kvinder i it her

Læs om tidligere års deltagelse i kampagnen her

 

Fakta om Girls’ Day in Science

 

Girls’ Day in Science er en landsdækkende kampagnedag, der sætter fokus på manglen på kvinder og piger inden for IT, teknologi og naturvidenskab. På dagen besøger piger fra grundskolens mellemtrin og udskoling samt gymnasiet virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, biblioteker og museer i hele landet for at få et indblik i en karriere inden for de områder. I år er det niende gang, at Naturvidenskabernes Hus afholder Girls’ Day in Science.