Atea-kunder får adgang til vifte af software-løsninger
Ballerup, den 1. juni 2018 – Fra forbundne sensorer, der kan fange rotter, til digitale løsninger, der kan hjælpe virksomheder med at finde hoved og hale i GDPR. Og en hel masse andet. Med et nyt partnerskabsprogram kommer Atea til at kunne tilbyde kunderne langt flere softwareløsninger fra uafhængige it-iværksættere.
”Som Danmarks førende leverandør af it skal vi være gennemsyret af innovation og nytænkning. Med partnerskaberne får vi en bred palet af nogle af de fremmeste softwareprodukter på hylderne, som kan være med til at udvikle vores kunders forretning,” siger Michael Wennerstrøm, der står i spidsen for Ateas nye program.
Partnerskabsprogrammet har fået navnet 'Digital Business Solutions' og retter sig mod de såkaldte ISV'ere (Independent Software Vendors), som er softwarevirksomheder, der har specialiseret sig på et udvalgt område og oftest laver løsninger med teknologier som kunstig intelligens og machine learning.
Mål om 100 danske partnerskaber
It-iværksætterne har typisk nogle år på bagen og er klar til at erobre markedet, både i Danmark og udlandet. Atea har på nuværende tidspunkt indgået omkring 25 partnerskaber med ISV’er i Danmark og 50 i Norden. Målet er inden for få år at runde 100 partnerskaber, alene i Danmark.
Blandt de virksomheder, Atea allerede har indgået partnerskaber med, er SimplySo, AskCody, Spitze & Co. og Arctic Systems.
”Det er et strategisk initiativ, der går på tværs af hele Atea-koncernen, så der ligger stor vilje bag. Vi finder løsninger i underskoven af mindre og mellemstore danske softwarevirksomheder, og ved at indgå tætte partnerskaber kan vi skabe vækst og udvikling for begge parter – lige som vi i endnu højere grad kan være den betroede rådgiver for vores kunder,” siger Michael Wennerstrøm fra Atea.
Begejstring hos Microsoft
Atea nye satsning spiller i høj grad sammen med Microsofts brugerflade, Microsoft Office 365, og hos partneren Microsoft, der har banet vejen for en række af partnerskaberne, er man meget begejstret over Ateas nye fokus. Det kan nemlig være en løftestang for mange danske iværksættere og dermed skabe vækst, arbejdspladser og innovation i Danmark, mener Anette Nørgaard, der er ansvarlig for Microsofts startup-programmer.
”Det nye program er en forlænget arm fra, hvad vi kan tilbyde it-iværksættere. Atea har kunderne, partnerne og et stort og velfungerende salgs- og supportteam, der kan kvalificere virksomhedernes løsninger, løfte dem ud i markedet og gøre dem i stand til at vækste langt hurtigere end ellers. Samtidig er partnerskabet med til at gøre store spillere som Atea og Microsoft mere agile og innovative, så det gavner i den grad alle parter,” siger Anette Nørgaard fra Microsoft.
For yderligere information
Maja Nordal Brenøe, Director, Communication, Atea
Telefon: +45 42140246
E-mail: maja.nordal.brenoe@atea.dk