Spring til indhold
Nyhed21-11-2017

Dansk iris-teknologi er med til at forhindre fusk ved valg i Somaliland

Atea har leveret den irisskanner-løsning, der har styrket valgprocessen ved mandagens præsidentvalg i Somaliland.
it til asyllande

Da der mandag var præsidentvalg i Somaliland på Afrikas Horn spillede dansk teknologi en hovedrolle. Valget var således det første i verden, hvor man har benyttet sig af såkaldt iris-teknologi – og løsningen er lavet af den danske leverandør af it-løsninger, Atea, og er finansieret af en række internationale donorer, herunder Danmark.

”Det er et meget spændende projekt, som vi er stolte af at være en del af. Mange andre lande følger nysgerrigt med i valget, fordi iris-teknologien har potentialet til at forhindre fusk med, at folk stemmer flere gange, hvilket er meget udbredt i Afrika,” siger Nils Løwe Larsen, international salgschef i Atea.

 

Fakta

Personregistreringsprojektet er igangsat af den schweiziske fredsbevarende organisation Interpeace i samarbejde med Somalilands National Electorial Commission (NEC).

 

Atea står for det samlede system af registreringspakker, servere og software og har samarbejdet med irske Daon, kenyanske Compulynx og amerikanske IrisID om at finde den rigtige løsning.

 

Løsningen består af 350 registreringspakker, der indeholder en bærbar pc, en printer, en irisscanner og et webcam.

Ved at skanne iris i øjet kan man lynhurtigt identificere personer og på den måde dæmme op for valgsvindel, som er udbredt i afrikanske lande, blandt andet fordi personregistrering ikke automatisk sker ved fødslen. Dermed kan det være svært at kontrollere, om nogen stemmer flere gange ved forskellige valgsteder.

Dette var i høj grad tilfældet ved valget i Somaliland i 2008, og i et spirende demokrati som Somalilands, der har som mål at bliver internationalt anerkendt som en selvstændig stat, er det af højeste betydning at kunne afholde frie, fair og troværdige valg. Det gælder både i forhold til en sund og fredelig opbygning af demokratiet og i forhold til den internationale opbakning til Somaliland, der brød ud fra det krigshærgede Somalia i 1991.

Mere sikker end fingeraftryk

Nu har Somaliland fået det mest avancerede valgregistreringssystem i verden – med dansk hjælp. For at kunne stemme til mandagens valg skulle man på forhånd have fået skannet øjet på et af de ca. 350 registreringssteder i Somaliland. Det har godt 700.000 fået gjort. Disse har siden modtaget et autoriseret valgkort i stil med et kørekort, som de efterfølgende har kunnet anvende til valget den 13. november.

Iris-løsningen er hurtigere og mere sikker, end hvis man for eksempel bruger fingeraftryk, som man har gjort i andre lande.

Vigtigt med fuld transparens

Det var tilbage i 2015, at Atea vandt udbuddet om at levere løsningen til Somaliland, et udbud der har en værdi af ca. 3 mio. USD. Siden har Nils Løwe Larsen og hans projektgruppe været i den afrikanske republik en række gange for at uddanne lokale it-folk og implementere løsningen. Den består blandt andet af 350 ’registreringspakker’ i form af en bærbar pc, en printer, en irisskanner og et webcam. Atea har desuden bygget og implementeret et datacenter i Somaliland til opsamling af de personfølsomme data.

Det har også været vigtigt at skabe et system med en række sikkerhedsniveauer, der kan sikre ordentlig behandling af personoplysningerne og forhindre, at eksempelvis de personer, der registrerer stemmerne, har kunnet manipulere med registreringen.

 

”Det har været afgørende for os at sikre fuld transparens, lige som der har ligget et omfattende stykke arbejde fra både Atea og de lokale myndigheder i at overbevise vælgerne om, at der ikke er tale om ’heksekunst’, men en teknologi, der kan skabe et sikkert og demokratisk valg i et skrøbeligt demokrati som Somalilands,” siger Nils Løwe Larsen fra Atea.


For yderligere information

Nils Løwe Larsen, International salgschef, UN & NGO, Atea

Telefon: +45 30 78 07 06

E-mail: nils.lowe.larsen@atea.dk