Digitalisering med et menneskeligt fokus.
Nogenlunde sådan lyder præmissen for SimCorps syn på den digitale transformation – en transformation, som under covid-19 er accelereret.
I pandemiens skygge har SimCorps medarbejdere, som er fordelt på mere end 20 lokationer verden rundt, ikke bare skulle forholde sig til en ny hybrid virkelighed med remote arbejde og 100% virtuelle møder via samarbejdsplatformen Teams.
Opskrift på tilbageslag
Virksomheden, der leverer finansielle it-løsninger til kapitalforvaltere over hele verden, havde lige før pandemien også sat gang i en større teknologisk opgradering af de fysiske mødelokaler. En betragtelig investering med et samlet indkøb af 100 Surface Hub 2S.
Projektet med at udrulle Hubs og få medarbejderne på tværs af lokationer til at benytte skærmenes mange nye funktioner måtte dog sættes på pause under nedlukningen. Det forhindrede dog ikke de ansatte i SimCorp i at holde corona-sikre møder via Hubs.
International adoption
I dag kan Fie Halberg, Director, Group IT i SimCorp, dog se tilbage på en implementering, der på trods af svære covid-19 betingelser er kommet i mål – takket være et tæt parløb med Ateas adoption-team.
”Ateas adoption-team har stor erfaring med at arbejde med internationale organisationer, og den erfaring viste sig at have stor værdi for os,” siger Fie Halberg og fortsætter:
”I forhold til at implementere vores Surface Hubs globalt, skal vi både kommunikere til udviklingskontorer og salgskontorer. Den spændvidde behersker Ateas adoption-team.”
Komfortabel transformation
Netop derfor har Ateas adoption-team haft fokus på samarbejdet på tværs af lokationer - både under møderne, men også uden for møderne.
”Globale it-implementeringer uden fokus på de mennesker, der skal bruge udstyret, bliver ofte præget af intern modstand. Derfor ender de i bedste fald som halve succeser. Når slutbrugerne både sidder i København og Singapore, er man nødt til at tilpasse den organisatoriske implementering i henhold til dette,” siger Charlotte Pullich, Customer Succes & Adoption hos Atea, og tilføjer:
”Denne tilgang er en stor del af forklaringen på vores succesrige adoption hos SimCorp.”
Hun fortæller, at der i implementeringsfasen også blev lagt særlig stor vægt på at demonstrere funktionaliteten i det interaktive whiteboard, ligesom SimCorps medarbejdere nu kan gøre Surface Hub-brugeroplevelsen personlig og genkendelig med Office 365.
Digital verdensrekord
For Fie Halberg er der ingen tvivl om, at pandemien har sat ekstra fart på SimCorps rejse mod at blive en hybrid arbejdsplads. At adoptionforløbet har været en fast bestanddel på rejsen er en stor fordel for medarbejderne, fortæller hun.
”Vi arbejder for, at alle vores medarbejdere bliver komfortable med at arbejde remote og virtuelt på fysiske devices. Samtidig opsummerer vores mål; ’digital wellbeing in a physical workplace’ meget godt, at det menneskelige aspekt, for os, er en stor del af den digitale transformation.”
Og noget tyder på, at SimCorp i samarbejde med Atea har held med at gøre medarbejderne til en central del af digitaliseringen. Ifølge de seneste tal er SimCorp indehaver af verdensrekorden for flest aktive whiteboards og flest aktive whiteboards under Teams-møder. Medarbejdernes kompetenceniveau medfører desuden, at virtuelle møder i SimCorps møderum i tiltagende grad bliver påbegyndt uden forsinkelser i takt med at SimCorp får samlet op på adoptionforløbet.
Fie Halberg, Director, Group IT, er ikke i tvivl om at implementeringssuccessen skyldes, at brugerne i koncernen har været i centrum.
”Derfor er der ingen tvivl om, at et adoptionforløb, som det vi i SimCorp lige har været igennem, er kommet for at blive. Den eneste forskel er, at vi fremover kommer til at bruge data endnu mere, så vi præcist kan måle på både effekten og ’Return of Investment’ af vores investeringer og adoptionforløb.”
- Levering af 119 Surface Hubs 2S til 19 lande inkl. Danmark
- Fysisk og virtuelle adoptionforløb med SimCorpers over hele verden
- Skræddersyet undervisning med fokus på funktionalitet og integration med Office 365
- SimCorp er indehaver af verdensrekorden for flest aktive whiteboards under Teams-møder
- Virtuelle møder i SimCorps møderum bliver i stigende grad påbegyndt uden forsinkelser og teknologi-problemer