Hvorfor beslutter kommunalpolitikerne ikke bare, at velfærdsteknologi er en ”skal”-opgave?
I 2017 lavede jeg en analyse af de igangværende velfærdsteknologiprojekter. Konklusionen var, at 95% af alle projekter aldrig nåede storskala-niveau !
Hvorfor beslutter kommunalpolitikerne ikke bare, at velfærdsteknologi er en ”skal”-opgave?
I 2017 lavede jeg en analyse af de igangværende velfærdsteknologiprojekter. Konklusionen var, at 95% af alle projekter aldrig nåede storskala-niveau!
Markedet var på daværende tidspunkt bekendt med storskala-erfaringer fra implementering af skærmbesøg i Viborg Kommune (udrulning 2014) og Københavns Kommunes (udrulning 2015). Men erfaringerne spredte sig ikke som ringe i vandet – snarere tvært imod.
Resultatet vakte en begyndende erkendelse af, at vores tilgang til velfærdsteknologiprojekter stod foran en kursændring.
”Produktundervisning på 1-2 timer for sundhedsfaglige medarbejdere ændrer ikke de daglige rutiner nok til, at de helhjertet adopterer ny velfærdsteknologi.”
Fx ændrer almindelig produktundervisning på 1-2 timer for sundhedsfaglige medarbejdere ikke de daglige rutiner nok til, at de helhjertet adopterer ny velfærdsteknologi. Ledernes incitamenter og mål for storskala-udrulning var også uklare – mildest talt. For var udrulningen af velfærdsteknologi overhovedet forankret hos fx ældrechefen, og havde vedkommende sammen med mellemlederne defineret målsætningerne fra start? Næppe.
Efter 2017 vandt disciplinen ’organisationsimplementering’ mere og mere ind. Det viste sig, at betalingsvilligheden til sådan en ydelse steg, når de velfærdsteknologiske løsninger blev forankret hos ældrechefen, der efterfølgende skulle have den berømte hånd på kogepladen. Ambitionen om høje succesrater stillede krav til definitionen af målsætningerne, inden udrulningen blev påbegyndt. Dette er en klassisk metode til at styre en driftsimplementering på vej mod storskala udrulning. Det sikrer opfølgning og kurskorrektion ved afvigelse på vej mod indfrielse af succeskriterierne.
Udover ældrechefen var fokus på mellemlederne og kulturrejsen for medarbejderne. Der skulle sikres en faglig vurdering af borgernes ’egenmestring’ i relation til anvendelse af en velfærdsteknologisk løsning. Derudover arbejdede de eksterne og interne konsulenter - med ansvar for gennemførelsen af den organisatoriske implementering - med kulturrejsen og medarbejdernes selvopfattelse, når teknologien opleves som en barriere mellem den enkelte plejer og borgeren.
I starten lå det fjernt for mange medarbejdere at besøge borgerne over skærmen. Men efterhånden som alle fordelene blev indarbejdet ville medarbejderne erfaringsmæssigt ikke tilbage til fysiske besøg for alle rutinebesøgene. Og den organiske udrulning, hvor medarbejderne løbende identificerede borgere til skærmbesøg - som fx Viborg Kommune har praktiseret over en årrække - kom op på 13% udbredelse til alle borgerne i hjemmeplejen hos de bedste kommuner. Fra Københavns Kommune var meldingen til undertegnede dengang, at yderligere udrulning og større udbredelsesgrad end i Viborg Kommune, krævede politisk mod og godkendelse til at konvertere skærmbesøgsydelser til en ”skal”-opgave. Tidspunktet var 2018.
Spoler vi forbi Covid-19 pandemien, hvor udbredelsesgraden af skærmbesøg gjorde en afgørende forskel for kommunernes evne til at servicere borgerne under lock-down, og til nutidens krise med mangel på arbejdskraft til opretholdelse af det lovmæssige serviceniveau, er tiden måske kommet til at gentænke organisationsimplementeringen og anvendelsen af organisk udrulning for at sikre, at medarbejderne er med på rejsen.
”Efter min mening stiller manglen på arbejdskraft nye krav til organisatorisk implementering. Fx mener jeg, at det er på tide med et opgør med langsom organisk udrulning til fordel for hurtig konvertering.”
Efter min mening stiller manglen på arbejdskraft nye krav til organisatorisk implementering. Fx mener jeg, at det er på tide med et opgør med langsom organisk udrulning til fordel for hurtig konvertering. Lad mig give et eksempel: Hvis lokalpolitikerne har vedtaget, at en velfærdsteknologi skal være førstevalg, så er borgerne bedre tjent med lynhurtig konvertering inden for 6 måneder fremfor organisk udrulning over de næste 3 år. Min pointe er, at det skaber ulighed i samfundet, hvis ikke alle borgere har adgang til samme velfærdsteknologi og nogle skal vente 2,5 år!
Jeg har kendskab til den første kommune, hvor lokalpolitikerne har vedtaget at digital medicinhåndtering, med en såkaldt ”pille-robot”, fremover skal være førstevalg. Alle som modtager hjælp til medicinhåndtering skal i denne kommune fremover kun modtage denne ydelse via den tekniske løsning. Kommunen er meget hårdt ramt af manglen på arbejdskraft (ca. 40% af stillingerne er ledige i hjemmeplejen). Og så er vi endda først begyndt opstigningen på den kurve, der viser at andelen af ældre i vores samfund vokser betragteligt i årene, der kommer.
Hvorfor stiller lokalpolitikere, Ældresagen og pårørende ikke krav til ældrecheferne om, at borgerne er bedst tjent med konvertering til velfærdsteknologi for at reducere uligheden? Det vil også fjerne usikkerheden hos medarbejderne for, om de skal gå til højre eller venstre. De kan med andre ord fokusere på deres faglighed og bruge deres nyvundne ressourcer på de kerneydelser, som man endnu ikke kan konvertere til velfærdsteknologi.
Alt i alt giver velfærdsteknologi mindre ulighed - og som bonus - et bæredygtigt ældreområde, for det er nemlig kilometerne på vejene, som spares væk, når man konverterer til virtual levering af kerneydelserne.
