Laddar meny
Lyngby-Taarbæk Kommune

”Vi lærere skal da selv kunne vælge”

Folkeskolereformen kan fejre ét års jubilæum. Den har betydet store omvæltninger for lærerne, som skal undervise flere timer, bruge mere it i undervisningen og lægge en større del af deres forberedelsestid på skolen. Som den tredje kommune i Danmark har Lyngby-Taarbæk valgt at give lærerne frit valg af digitalt arbejdsredskab, så de er bedst muligt rustet til den nye virkelighed.

Der bliver snakket, kigget og klikket tusindvis af gange, da lærerne i Lyngby-Taarbæk Kommune bliver præsenteret for de pc’er, de kan vælge som arbejdscomputer for det nye skoleår. Kommunen har, ligesom Københavns og Gentofte Kommune, valgt at lade lærerne selv vælge digitalt arbejdsredskab frem for at give alle en standardmodel.

Centerchef for Uddannelse og Pædagogik i Lyngby-Taarbæk Kommune, Erik Pedersen, afprøver de forskellige modeller sammen med nogle af kommunens omkring 750 lærere og pædagogiske medarbejdere. Han tror, at den nye ordning vil få lærerne til at bruge it i langt højere grad – både i forberedelsen og til undervisningen:

”Set fra skolernes perspektiv bliver forberedelsen mere effektiv, og vi tror, at endnu flere lærere vil bruge it i undervisningen fremover. Lærerne møder bedst eleverne i deres digitale virkelighed, og det kan de kun gøre, hvis de er trygge ved deres arbejdsredskaber. Det giver spændende undervisning og mere engagerede elever,” siger Erik Pedersen.

I langt de fleste af landets kommuner får lærerne udleveret en standardcomputer, som ikke nødvendigvis lever op til personlige forventninger og forskellige behov. I Lyngby-Taarbæk Kommune kan lærerne vælge selv blandt mange forskellige muligheder.

De kan fx vælge standardcomputeren Lenovo X250, som de får kvit og frit, eller en mere avanceret computer i forhold til design og specifikationer mod en mindre egenbetaling. Ordningen løber i 36 måneder, og lærerne kan vælge at frikøbe pc’en efter perioden, hvis de har valgt en ordning med egenbetaling. Lærerne betaler den eventuelle difference mellem standardcomputeren og det valgte udstyr som et fast beløb efter skat over deres lønseddel i perioden.



Glæde på lærerværelset

I Lyngby-Taarbæk Kommune er der blandt lærere, pædagoger og skoleledere stor tilfredshed med den nye ordning, hvor hver enkelt lærer får et arbejdsredskab, som opfylder netop deres behov. Under en skolereform med nye og højere krav til digitale undervisningsformer, kan det frie it-valg være med til at sætte et synligt digitalt fodspor ved katederet.

”Vi tror på, at ordningen kan være med til at skabe endnu større arbejdsglæde. Både fordi lærerne får noget lækkert nyt isenkram, som passer til dem og deres undervisning, men også fordi de føler sig mere værdsat fra kommunens side,” siger Erik Pedersen.

Ordningen sætter kommunen i front på en tendens, hvor lærerne er centrum for it. Det er en tendens, som er kommet for at blive, hvis du spørger en af de lærere, som har valgt ny computer med egenbetaling:

”Jeg tror på, at det frie valg motiver os til at yde en ekstra indsats på it-fronten. Det undrer mig faktisk, at vi lærere generelt er så langt bagud i forhold til mange private arbejdspladser, hvor de i lang tid har kunnet vælge frit. Så jeg er stor fan af ordningen,” siger Jesper Rud Christoffersen, som underviser på Kongevejens Skole.

Lyngby-Taarbæk Kommune
Atea perceived better if you update your browser. Here you will find a new version of Internet Explorer