Laddar meny
Coop

Atea sørger for driftsikkerheden: Hurtig service får kunden gennem kassen

5.100 ­kasseterminaler er hjertet i Coop Danmark. Går en kasse ned i en af kædens 1.200 butikker, koster det salg af mælk, havregryn og hakket oksekød, og det kan mærkes på bundlinjen i hele koncernen med det samme. ­Derfor skal der ­reageres prompte, hvis butikkens it-­udstyr går ned.

Klokken er 17 og ind i den lokale Coop-butik strømmer det med sultne kunder, som handler ind til aftensmaden: Grønsager, kød, pålæg og havregryn stables i kurve og vogne. ”Vil du have bonnen med, og så må du have en god aften” lyder ekkoet fra kasse-ekspedienterne til de handlende. Selv om butikken er fyldt med mennesker, stryger kunderne hurtigt gennem kassen og videre ud i mængden af alle os, der er på vej hjem fra arbejde og indkøb.

Hvert år afslutter vi kunder hver især hundredvis af dagligvareindkøb ved kasseapparatet. Det er her indkøbs­listerne, sammen med de varer, vi er faldet for i butikken, bliver omsat til salg – og her gælder kun én regel: Der må ikke være kø ved kassen. Virker et kasseapparat ikke, er det svært at drive godt købsmandsskab.

”Når først kunderne har besluttet sig for at forlade butikken, er det helt afgørende, at de kommer hurtigt gennem kasselinjen. Hvis en kunde har ladet sig friste gennem butikken, og en kasse ikke virker, så har vi ødelagt hele købs­oplevelsen. Det skal vi for alt i verden undgå,” siger René Munk-Nissen, it-­direktør i Coop Danmark.

 

Efterlad ikke indkøbskurven
Virker kasseapparat ikke, er det selv-sagt en frustrerende oplevelse. Især fordi vi ofte køber ind på tidspunkter, hvor blodsukkeret er lavt, på vej hjem fra arbejde efter en travl dag, med ungerne hængende om anklerne. Ikke alene bliver vi utilfredse, hvis vi skal stå i for lang kø, og måske forlader butikken med et dårligt indtryk. Coop risikerer også, at mælk og rugbrød bliver efterladt i kurven frem for at blive kørt gennem kasseapparatet. Hvis flere butikker mister 1.000 kroner på grund af knas i maskineriet, betyder det sammenlagt hurtigt tab af millioner af kroner for Coop.

”Med 5.100 kasseterminaler fordelt på 1.200 butikker fra Gedser til Skagen er vi afhængige af en kontinuerlig høj driftssikkerhed, så vi altid står klar til at ekspedere de mange kunder, som strømmer gennem vores butikker. Der skal ikke gå meget galt, før vi taber penge. Stabil drift er derfor afgørende for vores indtjening. Hver gang, vi skal genoprette en stoppet drift, koster det mange penge – både i arbejdstid og tabt fortjeneste,” forklarer René Munk-Nissen, der er it-direktør i Coop Danmark.

De penge, som Coop mister på ­grund af driftsforstyrrelser, er svære at hente hjem igen, fordi fortjenesten på dagligvarer er meget lav. For at indfri Coop Danmarks ambitioner om forsat at være den førende dagligvarekoncern skal it-infrastrukturen derfor virke uden afbrud. Går en af butikkernes kasseterminaler ned, skal der rykkes hurtigt ud, så kunderne igen kan købe deres varer.

”Stabil drift er afgørende for vores evne til at tjene penge, og derfor er en hurtig og effektiv it-service ekstrem vigtig for os. Men vi ønsker ikke blot en serviceløsning, der hurtigt fikser et it-nedbrud i butikken. Vi ønsker en serviceløsning, der sikrer os en stabil drift, hvor vi har så få servicehenvendelser som overhovedet muligt. Derfor har vi valgt Atea,” siger René Munk-Nissen.

 

Hurtig hjælp til kassen
Coop har indgået en service-aftale med Atea, der rykker ud i hele landet på ­under fire timer og løser Coop-butikkernes it-problemer på stedet, uanset om pro­blemet er på Bornholm, i Sønderjylland eller på Sjælland. Det gælder problemer med kasseterminalerne, men også alt fra netværksudstyr, printere og mobile devices til pc’er, som Atea servicerer for butikkerne.

Det fælles mål for Coop og Atea er, at antallet af henvendelser, som ”nu er den gal med kasse 3 igen” skal reduceres kraftigt, og de problemer, der opstår, skal løses så hurtigt som overhovedet muligt.

”Atea kan rykke ud til alle vores butikker over hele landet på meget kort tid. Det betyder, at vores butikker får minimal driftsstop, og det giver kunderne en bedre købsoplevelse og mere salg til os. Det er en stor bonus, at Atea også har en strategisk forståelse for hvilke løsninger, der kan accelerere vores resultater,” siger René Munk-Nissen.

Coop

Coop Danmark er den største virksomhed i dansk dagligvarehandel med en markedsandel på 42 procent. Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og coop.dk samt datterselskaberne Irma og Fakta. Tilsammen er det mere end 1.200 butikker landet over.

Serviceaftalen med Atea

Atea yder service på alt fra netværks-udstyr, printere, kasseapparater og mobile devices til pc’er. Serviceaftalen bygger på en såkaldt win-win-model, hvor Atea og Coop Danmark sammen udvikler en optimeret service-løsning, der giver gevinster til begge parter.
Atea perceived better if you update your browser. Here you will find a new version of Internet Explorer