Laddar meny
coop

Nordeuropas største VMware VSAN løsning

Hos Coop blev en knopskudt løsning af ældre dato udskiftet med en inhouse server-storageløsning fordelt i fire datacentre. Skalérbarhed og økonomi var væsentlige kodeord.

Coop kom fra en næsten 100 procent virtualiseret løsning, men løsningen var knopskudt i takt med skiftende behov gennem årene. Det var ikke rentabelt at vedlige­holde løsningen længere, og teknologien var tilmed forældet.

”I stedet for at lave vores egen specialløsning kom vi efter at have været igennem en grundig behovs­analyse meget hurtigt frem til, at vi nok ikke er så specielle, og at vi skulle gå efter en standardløsning. Vi besluttede i samarbejde med Atea at gå efter leverandører, som vi har mange års gode erfaringer med, fx VMware og HP. Så selvom al teknologien i princippet er ny, så er vi allerede godt inde i termi­nologien fra producenterne,” siger Thomas Brixtofte, der er infrastruk­turspecialist hos Coop.

Coop gentænkte hele setuppet og valgte efter nøje overvejelser en inhouse løsning med fire datacen­tre. Skyen blev fravalgt, simpelthen fordi det var økonomisk uattraktivt for det store setup, som Coop har. Alene i it­-organisationen hos Coop arbejder cirka 200 personer, og i hele Coop er der 38.000 medar­bejdere. Derfor gav det også god mening for Coop at have løsnin­gen in­house.

”Vi har nu 1,6 petabyte i alt fordelt på vores SSD­-diske – og selvom vi har mere plads end tidligere, så fylder det en brøkdel af vores gamle løsning. Det betyder sam­tidig en besparelse på plads og energi til strøm og køling. I første ombæring flytter vi 1.400 virtua­liserede servere over på løsnin­gen, men totalt set kan løsningen udbygges til at drive cirka 5.000 servere, og der ender vi nok i sid­ste ende,” forklarer Martin Rud, der er systemkonsulent hos Coop.

Server og storage i én og samme enhed
Løsningen består af hyper­con­verged noder, hvor server og stor­age er samlet i én enhed. Noderne er placeret på fire forskellige lokationer for at sikre redundans (N+1). Det betyder med andre ord, at Coop kan tåle, at et helt datacenter forsvinder, uden at det påvirker deres drift.

”Vi har allerede lavet en test, hvor vi tog strømmen fra det ene datacenter. Vi ville teste, hvad der sker, og hvad proceduren er for at komme op og køre igen. Det viste sig faktisk slet ikke at volde prob­lemer. Vi fik næsten tårer i øjnene,” fortæller Thomas Brixtofte med et smil på læben.

”VSAN med storage i samme server gør samtidig, at vi meget let kan udvide løbende. Når vi har behov for flere ressourcer, så tager vi nogle nye servere og skubber ind. Samtidig skal vi ikke investere flere millioner i et nyt storagesy­stem, når vi skal udvide, eller køre med overkapacitet i en længere periode. Vi kan tage mindre skridt uden nogen form for nedetid. Det har givet os en langt større frihed – og så er systemet meget lettere at administrere og vedligeholde.”

Alle ressourcer udnyttes i ét stort cluster
Løsningen er bygget op sådan, at alle miljøerne ligger i det samme cluster. Det betyder, at der ikke er nogen ressourcer, der står uudnyt­tet hen. Martin Rud fortæller, at de opdeler i ressourcepools, og at det faktisk virker i den nye løsning – modsat den gamle.

”Vi har valgt at dele op i en guld, sølv og bronze­model – de kritiske systemer (guld) har altid fortrins­ret til CPU ­tid. På den måde får vi langt bedre performance og udnyttelse af de eksisterende ressourcer. Det gælder fx vores voice responssystemer ude på lagrene, der plukker varerne og sender dem til butikkerne. Det har selvsagt store konsekvenser, hvis lastbilerne skal vente på robot­terne, fordi systemet er gået ned eller svarer langsomt.” 

Identificering af 200 systemer
Når løsningen er komplet færdig­migreret, vil alle Coop’s centrale systemer køre fra et af de fire datacentre, og et patchwork af Windows, Linux og Unix-servere ligger under. Oven på disse kører Coop’s website, medlemskort­ordningen, lagersystemerne, mailløsningen, Sharepoint, MS databaser og meget mere.

”Vi har 200 systemer, som vi supporterer internt, og derudover udveksler vi data med flere end 1.000 mennesker,” siger Martin Rud.

På grund af det store setup hos Coop har en af de væsentligste udfordringer også været at identificere alle systemerne og system­ejerne.

”Den tekniske del er ikke svær, men migreringen har været kom­pliceret at planlægge, fordi vi er så stor en forretning med så mange projekter. Hele leverancen kørte smooth fra Ateas side, så ud­fordringen for os har været housingen, og at vi selv skulle kunne følge med, fordi der skulle bygges to nye datacentre med alt, hvad det indebærer,” forklarer Martin Rud.

Coop har samtidig sikret sig, at de kan virtualisere netværket i den nye løsning, men det bliver dog først implementeret i full scale lidt længere ude i fremtiden.

coop

Om Coop Danmark

Coop Danmark – Danmarks største dagligvarevirksomhed – driver butikskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Irma, fakta, Coop.dk og irma.dk. Coop Danmark har 1.200 butikker, 38.000 medarbejdere og en samlet omsætning på cirka 50 milliarder kroner.

 

Om løsningen

VMware Software Defined Datacenter:
  • Server Virtualisering (ESXi)

  • Storage Virtualisering (VSAN)

  • Netværksvirtualisering (NSX)

  • HP servere

  • EMC Datadomain

Løsningen består af Hyper-Converged noder, hvor server og storage er samlet i én enhed. Noderne er placeret på fire forskellige lokationer for at sikre redundans. Det betyder, at Coop kan tåle, at et helt datacenter forsvinder uden, at det påvirker deres drift.

 

Læs hvorfor Coop valgte skyen fra

Atea perceived better if you update your browser. Here you will find a new version of Internet Explorer