Er du klar til at stole på din robot?

2017-04-18

Kunstig intelligens kommer til at påvirke alle områder af vores samfund om ganske få år – alligevel mangler vi at svare på helt centrale etiske spørgsmål.

Natasha Friis Saxberg
Natasha Friis Saxberg Director, Future Growth

Skal robotter som individer kunne drages til ansvar for deres handlinger? Det er kernen i den diskussion, der i øjeblikket kører på tværs af virksomheder, myndigheder og den akademiske verden i takt med den hastige udvikling af kunstig intelligens (AI). Og i februar i år fik vi de første svar fra både den private og offentlige sektor på, hvordan robotter og etik kan mødes.

 

En koalition af Silicon Valleys giganter, bl.a. Apple, Google og Amazon, har netop mødtes til det første officielle bestyrelsesmøde i Partnership on AI, en nonprofit organisation, der fokuserer på troværdighed og pålidelighed for AI-teknologi.

 

Europa-Parlamentet vedtog 16. februar 2017 at anmode EU-Kommissionen om at foreslå regler om robotteknologi og kunstig intelligens. En del af lovforslaget fra EUs retsudvalg indebærer, at robotter de facto får status af elektroniske personer, der kan holdes til ansvar for deres handlinger – en milepæl i både vores juridiske og filosofiske tilgang til maskiner. Forslaget bygger blandt andet på det første etiske regelsæt for robotter, defineret af forfatter Isaac Asimov i 1942, der cementerer, at robotter ikke må skade mennesker, end ikke i selvforsvar. Retsudvalget har stillet forslaget med den begrundelse, at vores gældende ansvarslovgivning – dvs. at en ejer eller operatør har ansvar for robotten – ikke længere er tilstrækkelig.” (kilde: europarl.europa.eu)

 

"Danmark får snart sin første digitale ambassadør. Hvorfor ikke oprette et udvalg eller sågar et ministerium, der i samspil med den private sektor og internationale spillere sikrer, at vi i Danmark sætter os i førersædet, hvad angår viden og tendenser i forhold til kunstig intelligens?"

Natasha Friis Saxberg, forfatter, digital strateg og direktør i Atea

 

Også i den akademiske verden er der tiltag på vej. Førende amerikanske universiteter har investeret millioner af dollar i studier for etik og styring af kunstig intelligens.

 

I populærkulturen ser vi ofte robotter portrætteret som utilregnelige dræbermaskiner. I eksempelvis filmen I, Robot, der er baseret på Isaac Asimovs roman. Eller i den populære serie Westworld, hvor der trods teknologiske fremskridt og dygtige programmører, lurer en konstant fare for, at de vellignende androider slår de menneskelige gæster ihjel. Selvom vi heldigvis stadig er et godt stykke fra sådanne scenarier, skal vi ikke undervurdere de mange etiske spørgsmål, vi møder i samme eksponentielt voksende grad som den kunstige intelligens udvikler sig. AI kan meget vel blive menneskets sidste opfindelse, da den kommer til at ændre menneskets monopol på intelligens for altid.

 

Men med intelligensen følger der handlinger, som vi skal forholde os til på mange plan, herunder ansvaret for de handlinger, vi overdrager. Et klassisk eksempel er et færdselsuheld med en selvkørende bil, hvor den kunstige intelligens får ansvaret for at vælge, hvem der skal overleve uheldet. Skal det være den person, der er skyld i uheldet, eller skal computeren vælge den løsning, der skader færrest muligt? Skal det være moderen med barnet i stedet for den ældre, der overlever? Det er blot nogle af de etiske forhold, der skal afklares i løbet af brøkdele af sekunder.

 

Den type af dilemma vil favne langt bredere, og det er næppe nogen branche eller individ, der ikke direkte eller indirekte påvirkes af kunstig intelligens og dens valg og prioriteringer. På godt og ondt. Selv innovationskongen Elon Musk har kaldt AI for den største eksistentielle trussel og efterlyst statsligt tilsyn med udviklingen.

 

I Danmark debatteres kunstig intelligens med jævne mellemrum af IT- og forskningsordførere, men det er på tide at gå skridtet videre. Vi må revidere vores grundlæggende forståelse af kunstig intelligens, der ikke længere kan parkeres i nicher som IT og digitalisering. Kunstig intelligens kommer til at påvirke alle områder af vores samfund – og retningslinjerne skal tilrettelægges derefter.

Danmark får snart sin første digitale ambassadør. Hvorfor ikke oprette et udvalg eller sågar et ministerium, der i samspil med den private sektor og internationale spillere sikrer, at vi i Danmark sætter os i førersædet, hvad angår viden og tendenser i forhold til kunstig intelligens?

 

Der bliver en meget vigtig opgave for politikere, som skal sætte sig grundigt ind i kompleksiteten for at kunne skabe rettidig og fornuftig lovgivning og tilsyn, så vi netop kan forløse de kolossale muligheder, der ligger i AI, uden at vi samtidig skal frygte for at blive statister i en Hollywood-film.

 

Denne artikel blev publiceret i Opinion på finans.dk den 20.02.2017. 

 

Læs flere artikler fra Future Growth her